På fredag den 12. august begynder festlighederne ved Randers Ugen 2016 officielt, men allerede fra i morgen vil jubilæumsudgaven af den årlige festuge sætte sit præg på byen, når teltene bliver sat op og de første arrangementer tyvstarter ugen.

I 40 år har randrusianske foreninger, kulturinstitutioner, virksomheder og borgere i Randers arrangeret begivenheder og events til den årlige festuge. Randers Ugen har gennem årene udviklet sig til Danmarks største brugerskabte festuge med mere end 500 arrangementer og events inden for blandt andet musik, kunst, teater, gastronomi og sport. Dermed kendetegner Randers Ugen den randrusianske ånd af virkelyst og rummelighed.

40 års jubilæet byder på både tradition og nytænkning. Blandt de stolte traditioner er Fjordløbet, som har været på programmet i alle årene. Løbet blev startet af forhenværende turist- og eventchef i Randers, Preben Larsen, der hurtigt fik Randers Cykelklub af 1910 med som løbsafviklere. Hvert år deltager 2.000-3000 randrusianere – både børn og voksne. Løbet er især blevet en tradition for mange lokale virksomheder, hvor de ansatte og deres familier kan bruge dagen til at blive rystet mere sammen.

Tyvstart og gastronomi
Randers Ugen er traditionen tro også lig med masser af musik. Allerede torsdag aften tyvstarter Værket med stor koncert på deres udendørs scene, hvor Kim Larsen og Johnny Madsen optræder. Så er der selve åbningen med Nabiha og Bjørnskov, fredag eftermiddag på Østervold. Lørdag kan festugegæsterne opleve den populære danske folk-rock gruppe Sonja Hald, som er en del af det store festugeprogram på spillestedet Von Hatten. Derudover er der masser af musik i for eksempel både Jazz & Folk Teltet i Dytmærsken, det irske telt på Østervold og Oktoberteltet på Randers Havn. Alle teltene begynder at være synlige for det ventende publikum i løbet af de næste par dage. Glade festuge-gæster som ønsker at tyvstarte Randers Ugen kan også allerede fra torsdag besøge en helt ny pop-up restaurant i Tøjhushaven. Restaurant Gourmet NORevent giver madglade randrusianer mulighed for at få en anderledes madoplevelse i parkens omgivelser.

Sport med OL og forhindringer
I de senere år er Randers Ugen også blevet synonymet med en masse sport. Foruden det traditionsrige Fjordløb, kan man i den Olympiske Park, selv afprøve en række sportsgrene. Der bliver som noget nyt også afholdt et mountainbike-gadeløb med en lang række forhindringer, som rytterne skal igennem. Forhindringer bliver der også på Randers Havn, når omkring 300 danske Crossfit og Parkour entusiaster mødes til Harbour Challenge - et forhindringsløb på 7,5 km med 34 indlagte forhindringer rundt om på Randers Havn.

Teater og kunst
Tror man på spøgelser er der ægte spøgelsesjagt, urgamle ritualer, åndemaneri og eksorcisme på Randers EgnsTeater med forestillingen ’Uddrivelsen’. Og kunsten er blandt andet at finde ved udstillingen Barrel Art Design, hvor 40 kunstnere har udsmykket, hver deres vintønde. De flotte tønder sættes på auktion den sidste lørdag i Randers Ugen for at støtte unge kulturskabere i at lave nye events i Randers.

Kunstværker som symbol på ægte Randers-ånd
Kunsten bliver i Randers Ugen også brugt som et levende symbol på den særlige ånd, der er med til at realisere den årlige festuge. 1000 borgere har været med til at beskrive Randers i en såkaldt brandingproces. Det er blevet til en synliggørelse af Randers-områdets styrker og værdier. Disse vil blive symboliseret gennem ’De 7 Værker’ i Randers Ugen. Hvert af de syv bogstaver, som danner navnet på RANDERS, vil blive levendegjort ved en happening. Syv forskellige events udfolder sig i løbet af ugen, hvor festugegæsterne på forskellige måder kan få en særlig oplevelse med for eksempel både vand, flammer og maling. Ved flere af værkerne bliver festugegæsterne ligefrem selv en del af værket. Hele Randers Uge-programmet findes på randersugen.dk eller via Randers Ugens app til iPhone og Android-telefon. Randers Ugen 2016 finder sted i dagene den 12. august-21. august.

Arrangører

Log på